Miljøvenlige huse er ikke halm og muslingeskaller
50 professionelle byggefirmaer gik sammen om miljøvenligt byggeri

af Maria Strandesen, LCA Center

En mark i udkanten af Herfølge blev i løbet af et par år til en stor og ambitiøs boligudstilling med det formål at gøre energi og miljøvenlige parcelhuse tilgængelige for den almindelige dansker.

Vi ville vise, at det kan lade sig gøre at bygge sunde og energiøkonomiske boliger til ”den almindelige dansker” uden at gå på kompromis med kvalitet, komfort og arkitektur. Og uden at man behøver bo i halmhus og gøre hele arbejdet selv, siger projektleder Siv Raun Andersen fra Det Grønne Hus i Køge.

Forsøgsbyen består af 44 parcelhuse, 9 dobbelthuse og 21 rækkehuse. Arkitekturen er vidt forskellig fra hus til hus, men alle husene opfylder betingelserne for at bære det nordiske miljøprædikat, Svanemærket.

Livscyklusperspektivet har været en grundlæggende tanke under udviklingen af de nye miljørigtige huse, hvilket har resulteret i et stort fokus på at nedbringe energiforbruget i husene. Et eksempel på energibesparelse kan findes i et Seest lavenergihus, som vil kunne spare beboeren for op mod 1 mio. kr i varmeudgifter gennem husets levetid.

Alt tyder på, at der i fremtiden vil blive opført langt flere miljørigtige lavenergihuse, hvilket potentielt kan medføre enorme mængder besparelser på energiområdet i Danmark, samt ikke mindst øget mulighed for at eksportere vores viden på området.

Læs mere under:
Stor interesse fra byggefirmaerne.
Hvilke krav er der til et Svanemærket hus.


 





Faktaboks:

Projektet ”Fremtidens Parcelhuse” er udviklet i samarbejde med arkitekt Rie Øhlenslæger, civilingenør Klaus Hansen, Dansk Center for Byøkologi, Statens Byggeforskningsinstitut, Miljømærkesekretariatet, Agenda 21 Udvalget i Køge Kommune, Det Grønne Hus i Køge m.fl. Derudover er projektet økonomisk støttet af Fonden Realdania og Fonden Nykredit.

For mere information se www.fremtidensparcelhuse.dk.

<< Afslut  Side 1-2-3  Videre>>